Pressemeddelelse – Resultat tæt på 1 million kroner

Thy Rock 2015. Resultat tæt på 1 million kroner
De 8 foreninger bag Thy Rock kan se frem til et pænt overskud for 2015-arrangementet.

Foreningerne bag Thy Rock 2015 og de 1.000 frivillige medhjælpere ser ud til at kunne glæde sig over, at deres store arbejdsindsats også kan ses på bundlinien, når man gør resultatet op for egnens største musikarrangement i 2015.

Det samlede resultat bliver i størrelsesordenen 1 million kr. mod kun 150.000kr. i jubilæumsåret 2014 (15 års jubilæum).

Resultatfordelingen i 2015 mellem de 2 selskaber, som står bag Thy Rock-arrangementet sidste weekend i juni, betyder at hver af de 8 foreninger vil få udbetalt ca. 100.000kr., mens det forventede overskud i komiteen for Kulturevent Thy på ca. 200.000 kr. overføres til selskabets egenkapital.

Omsætningen til årets Thy Rock var på niveau med 2014-omsætningen, så resultatændringen skal findes på omkostningssidens største post, nemlig musikbudgettet.

Sidste års jubilæumsarrangement blev markeret med et rekordstort musikbudget, som ikke genererede tilsvarende merindtægter.

Musikomkostningerne i forbindelse med Thy Rock 2015 blev lavere end forventet pga. et sidste minuts afbud fra det udenlandske hovednavn Jessie J. Heldigvis lykkedes det på under 24 timer at få fat i en meget populær Christopher, som leverede et fantastisk show.

Forberedelserne til Thy Rock 2016 er i fuld gang og formanden H.P. Jarl Madsen er allerede nu i kontakt med mulige emner til næste års musikprogram.

Der er lukket for kommentarer.